Økonomer er skeptiske trods flere job i Danmark

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Der bliver fortsat skabt flere nye arbejdspladser i det danske landskab. I februar var der 4700 flere lønmodtagere end i januar, hvilket svarer til en stigning på 0,2 procent, oplyser Danmarks Statistik.

Dermed fortsætter beskæftigelsen den kurve, der siden april 2013 er gået støt op. Med stigningen i februar er der kommet knap 95.000 flere i beskæftigelse siden lavpunktet. Trods flere job er økonomerne ikke helt oppe i skyerne på økonomiens vegne.

- Dagens tal er en god nyhed, men væksten, som er en forudsætning for fortsat jobfremgang, er svag, skriver cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en kommentar.

- Godt halvdelen af de lønmodtagerjob, vi har tabt i løbet af krisen, er vundet tilbage, men når opsvinget bliver ved med at bevæge sig i sneglefart, kan det tage lang tid, før den anden halvdel er genvundet, tilføjer han.

Også i arbejdsgivernes organisation DI er underdirektør Steen Nielsen bekymret for væksten.

- I snart tre år er beskæftigelsen i gennemsnit steget med mere end 2500 personer om måneden. Denne markante fremgang på arbejdsmarkedet er særdeles positiv, men det er samtidig bekymrende, at væksten ikke er fulgt med, skriver han i en kommentar.

- En stor fremgang i beskæftigelsen kombineret med en forholdsvis lav vækst er et tegn på, at det fortsat halter med produktiviteten i dansk økonomi. Det kan få store konsekvenser for vores konkurrenceevne og den fremtidige vækst, siger han.

Danmarks økonomi voksede med 1,2 procent af BNP i 2015.

I alt 2.635.500 personer havde et lønmodtagerjob i februar. Statistikken tæller både fuldtids- og deltidsjob med.

/ritzau/