OK15: Regioner lader døren til lønstigninger stå på klem

Skrevet af admin

20/02/2015

Mest læste i dag

Regionerne tager sammen med Forhandlingsfællesskabet fredag hul på de afsluttende forhandlinger om overenskomster.

En aftale for regionernes ansatte skal i hus, og planen er, at der skal forhandles, indtil parterne lander en aftale.

Anders Kühnau er regionernes forhandlingsleder og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), og han afviser ikke, at forhandlingerne kan munde ud i en lidt tungere lønningspose.

- I forhold til lønningerne, som jeg ved, at mange tænker på, lægger jeg vægt på, at vi i forhandlingerne finder en god balance. Efter nogle år præget af økonomisk krise er vi nu der, hvor det igen går langsomt fremad, men det betyder altså ikke, at vi skal trykke speederen i bund, siger han og uddyber:

- Vi har i nogle perioder set, at lønningerne på det offentlige arbejdsmarked har overhalet lønningerne i det private, og det er vigtigt for mig, at det ikke sker igen. Omvendt skal vi heller ikke sakke bagud i regionerne, og vi skal blive ved med at kunne tiltrække ligeså dygtige medarbejdere, som vi har nu.

Forhandlingerne, der omfatter 136.000 ansatte, fortrinsvist på sundhedsområdet, går efter planen i gang klokken 12, og på dagsordenen fylder også andet end løn.

- Jeg håber, at vi kan lande en meget ambitiøs indsats for godt psykisk arbejdsmiljø på de regionale arbejdspladser, siger Anders Kühnau.

Han lægger også op til en dialog om, hvordan aftalesystemet kan udvikles.

- Vi taler meget om at værne om den danske model i de her dage, og det ligger også mig på sinde. Men jeg tror, at vi skal gå et skridt videre. Vi skal ikke bare værne om den, vi skal også fremtidssikre den, og det tror jeg vi gør bedst ved at udvikle den, så den følger med den rivende udvikling vi ser i hospitalssektoren i dag, lyder det fra Kühnau.

/ritzau/