Oliegigant står over for ny kæmperegning for udslip i USA

Skrevet af admin

02/07/2015

Mest læste i dag

Det har i forvejen været dyrt for det britiske olieselskab BP, at dets boreplatform Deepwater Horizon i 2010 var årsag til en kæmpe miljøskandale i USA.

Nu må selskabet endnu engang til pengelommen på grund af det enorme olieudslip, der skete i Den Mexicanske Golf, skriver Ritzau Finans.

BP, der havde ansvaret for oliefeltet og ulykken, har indgået en aftale med den amerikanske stat og de fem stater med kyster ud til farvandet. Det drejer sig om Alabama, Florida, Louisiana, Mississippi og Texas.

Aftalen indebærer blandt andet et forlig på op til 18,7 milliarder dollar - svarende til 126 milliarder kroner - der betales over de næste 18 år, oplyser BP torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Olieselskabet havde i forvejen sat 43,8 milliarder dollar af til udgifter i forbindelse med Deepwater Horizon-ulykken, men hensættelserne vil stige med 10 milliarder dollar som følge af dette forlig.

- For fem år siden forpligtede vi os til at genoprette økonomien og miljøet i Golfen, og vi har arbejdet siden for at leve op til det løfte, udtaler BP-formand Carl-Henric Svanberg.

Med aftalen er de største resterende juridiske forpligtelser afsluttet, selskabet har fået klarhed over sine omkostninger, og BP kan nu se fremad, uddyber formanden i meddelelsen.

Aktiemarkedet reagerer i øvrigt positivt på forliget. BP-aktien stiger 4,4 procent til 437,65 pence i London.

Modsat styrtdykkede selskabets aktie i 2010, da ulykken indtraf.

/ritzau/