Olsen om risiko for forringet EM-hold: Ren spekulation

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

Den danske fodboldlandstræner Morten Olsen ønsker ikke at kommentere på de sammenbrudte forhandlinger mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, der repræsenterer de danske landsholdsspillere.

- Jeg har ingen kommentarer til det. Det tager DBU's administration og politikere sig af, siger landstræner Morten Olsen til Ritzau.

DBU har sendt et brev til en bruttotrup på 40 til 60 spillere. De skal forholde sig til en lønnedgang på 17 procent som følge af DBU's økonomiske problemer.

Ønsker spillerne at optræde for landsholdet i første halvdel af 2015, skal de senest 2. marts acceptere lønnedgangen.

Alternativt står de ikke til rådighed for landsholdet, og Morten Olsen risikerer at måtte se bort fra sine profiler og stamspillere i blandt andet den vitale EM-kvalifikationskamp mod Serbien i juni.

- Det er en ren spekulation, siger Olsen.

DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, siger til Ritzau, at landstræneren risikerer at måtte undvære sine største profiler som Christian Eriksen, Daniel Agger og Kasper Schmeichel.

- Det er en situation, vi kan ende i, siger Claus Bretton-Meyer og uddyber.

- Den 2. marts ved vi hvem, der ønsker at spille og hvem, der ikke ønsker at spille. Hvis vi mangler spillere, så er landstræneren og hans hjælpere sat i en situation, hvor de skal udtage nogle andre, så vi har dem, vi skal spille med, når det gælder.

- Morten Olsen ønsker selvfølgelig at spille med de bedste spillere. Hvis nogen ikke vil, finder vi nogle andre. Vi stiller selvfølgelig med det bedst mulige hold, siger Claus Bretton-Meyer.

/ritzau/