Opgivet korruptionssag åbner døre for Sarkozy

07/10/2013 19:14

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Korruptionsanklagerne mod Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy blev mandag opgivet, hvormed det står ham frit for at forsøge et politisk comeback.

Anklagerne stammer fra 2007, hvor den konservative Sarkozy vandt det franske præsidentvalg. Han modtog bidrag til sit partis valgkampagne fra Frankrigs rigeste kvinde, L'Oréal-arvingen Liliane Bettencourt.

En retssag blev forsøgt rejst mod den 58-årige tidligere præsident, da nogle beskyldte ham for at have udnyttet den mentale skrøbelighed hos den aldrende milliardær, da han modtog penge til sit parti og sin valgkampagne.

Sarkozy har afvist alle beskyldningerne mod ham.

De to ledere af efterforskningen i sagen har besluttet at fortsætte sager mod den tidligere franske budgetminister Eric Woerth og ni andre personer, siger kilder tæt på det franske justitsministerium til Reuters.

Sarkozy har holdt sig fra offentlighedens søgelys siden sit nederlag til socialisten François Hollande sidste år, men der har været tiltagende rygter om, at han vil overveje at stille op igen ved præsidentvalget i 2017.

Over 62 procent af det konservative parti UMP's tilhænger ønsker at se Sarkozy som deres partis præsidentkandidat, viste en Ifop-målingi september.

Men selv om Sarkozy nu har mere frihed til at deltage i det offentlige liv, så skal han fortsat besvare spørgsmål vedrørende den såkaldte "Karachi-affære, der er en langtrukken sag om påstået korruption i forbindelse med våbensalg i Pakistan i 2002.

UMP har været rystet af magtopgør, efter at Sarkozy trak sig tilbage efter sit valgnederlag, og iagttagere venter, at han nu vil forsøge at etablere sig som partiets naturlige leder.

Den tidligere premierminister Francois Fillon, der engang var en af Sarkozys mest loyale støtter, er blandt UMP's mulige kandidater, og han siger, at han nødvendigvis må være i konkurrence med den tidligere præsident.

Fillons rival, partilederen Jean-Francois Cope, leder en anden fløj i det splittede parti, og Sarkozy står dermed over for en del modstandere i sit eget bagland.

UMP bliver udfordret kraftigt af Den Nationale Front, der netop har vundet et lokalvalg i Sydfrankrig meget stort over UMP, som også udfordres af centrumpolitikerne Jean-Louis Borloo og Francois Bayrou.

/ritzau/Reuters