Oprørsk milits frigiver Yemens premierminister

Skrevet af admin

21/01/2015

Mest læste i dag

Yemens præsident, Rabbu Mansour Hadi, siger, at han er parat til at imødekomme krav om forfatningsændringer og magtdeling med Houthimilitsen.

En aftale, der giver militsen pladser i alle statslige organer, betyder, at militsen opgiver en belejring af præsidentpaladset og frigiver en regeringsrådgiver.

Houthimilitsen, som er tæt på Iran, rykkede for fire måneder ind i hovedstaden og har vundet stadig mere magt og indflydelse.

Shiamuslimske militsmænd, der blandt andet har haft belejret premierministerens residens i Yemens hovedstad, Sanaa, lod onsdag regeringslederen forlade den omringede bygning. Det skete inden et møde med præsidenten.

- Militsmændene lod premierminister Khalid Bahah forlade sin bolig efter to dages belejring, siger en talsmand, Rajih Badi. Han tilføjer, at der først var blevet ført "forhandlinger" med militsen.

Premierministeren har søgt tilflugt "et sikkert sted."

Militsmændene har sagt, at deres handlinger skal beskytte eller stabilisere landet.

I New York har Sikkerhedsrådet holdt krisemøde om udviklingen i Yemen, som FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har sagt vækker "dyb bekymring".

Houthi-militsen har i mange år kæmpet mod regeringen i Sanaa og har siden september kontrolleret en række områder i Yemen, heriblandt dele af hovedstaden.

I september indgik militsen imidlertid en aftale med præsidenten om dannelse af en ny regering, hvor flere Houthi-folk blev udnævnt til rådgivere for præsidenten. Men militsen har krævet langt mere indflydelse.

/ritzau/Reuters