Ordførere holder donorlovgivningen i stram snor

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

Nyheden om, at kvinder på grund af den restriktive danske donorlovgivning nu tilbydes rejser med alt betalt til Spanien, hvis de vil donere ægceller, får ikke sundhedsordførerne hos Konservative og Socialdemokraterne til at ryste på hånden.

Selv om sædbanken Cryos i frustration over ikke at kunne sælge ægceller i Danmark har stiftet et internationalt selskab og skabt en ny trafik til og fra udlandet, har ingen af de to partier i sinde at ændre den eksisterende lovgivningen.

- Det er fint, som det er i dag. Der må godt være en grænse for sådan noget som det her, specielt når det gælder salg af væv. Det kan blive en glidebane, og derfor vil vi ikke lave reglerne om, siger Daniel Rugholm fra Konservative.

Han mener, at Cryos trækker debatten skarpt op med tilbuddet om udlandsrejser, betalt ophold og et vederlag oveni til ægdonorer.

- Jeg har ikke noget imod, at en virksomhed tjener penge og har heller ikke til hensigt at bestemme, hvad kvinder gør ved deres kroppe.

- Men jeg synes, at det er over grænsen, når man lokker med rejser sydpå, og jeg vil godt appellere til, at man tænker sig godt om, siger han.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, mener, at man er nødt til at lade de nuværende og nye regler virke nogle år, inden man ændrer på dem.

Ud over at åbne for såkaldt krydsdonation har et flertal i Folketinget også hævet rammen for den kompensation, som kvindelige ægdonorer kan få.

Før kunne de få 500 kroner - ligesom mænd - men beløbet er for nylig blevet hævet til 2400 kroner med baggrund i den større ulempe og det ekstra tidsforbrug.

- Vi er enige med Etisk Råd i, at der ikke er nogen, der skal føle sig presset eller ansporet til at tjene penge til sig selv eller andre på dele af deres krop.

- Derfor må der heller ikke komme så mange penge i den, at nogen overvejer at blive ægfabrik for pengenes skyld. Det er et klart faremoment, siger han.

- Men jeg vil da gerne vende de saglige argumenter i forhold til, om det skal være muligt at handle med æg. Vi har diskuteret størrelsen af vederlaget meget, men spørgsmålet om at tillade salg af æg har vi ikke brugt mange kræfter på, siger han.

/ritzau/