Oslo vil skrotte fejlbefængte sporvogne fra Ansaldobreda

21/05/2013 15:15

BNB

Nyheder

Mest læste i dag

Skrot de italienske sporvogne og køb nogle nye.

Det er fagbladet Ingeniøren, der har kigget i rapporten, som er udarbejdet af det kollektive trafikselskab i den norske hovedstad, Ruter. Rapporten afslører angiveligt, at problemerne med de såkaldte SL95-vogne, som Ruter har 32 af, er så store, at det ikke giver mening at fortsætte driften - og det til trods for, at vognene officielt stadig har 20 års restlevetid tilbage.

»Vedligeholdelsesomkostningerne ved SL95-vognene er sandsynligvis de højeste i hele Europa og ligger langt over selv meget ældre letbanemateriel. Hver eneste kørte vognkilometer koster Oslo 47 kroner i vedligeholdelsesomkostninger,« lyder nogle af de dystre ord i rapporten ifølge Ingeniøren med tilføjelsen:

»Det er fire gange højere end gennemsnittet i Europa og vil fortsætte med at øge, hvis man vælger at holde fast i SL95-materiellet.«

Ansaldobreda-sporvognene har været ude af drift i april og maj, og der har i stedet været sat busser ind på de ruter, hvor de kørte. Rapporten fastslår, at der er rustskader i vitale karosseridele og fugtproblemer i elektronikken. Derudover påpeger den, at sporvognene er meget dårlige til at tackle kulde: De kan ikke køre, hvis det er koldere end ti frostgrader.

Byen har heldigvis 40 andre sporvogne, der er ældre og produceret i henholdsvis Tyskland og Norge. De virker stadig, men rapporten anbefaler at skifte dem ved samme lejlighed - og i den forbindelse sørge for at købe en hyldevare hos en anerkendt producent næste gang.

Det råd er det samme, som danske DSB har fået i forbindelse med skandalen om IC4-togene, der kun delvist er kommet i drift. Lige som i Oslo er det Ansaldobreda, der har leveret de tog, der var udset til at afløse IC3-togene - hvilket dog aldrig er kommet til at ske.

Togene i den københavnske metro er også italienske, men ikke direkte leveret af Ansaldobreda. Det er i stedet virksomheden Ansaldo STS, der står bag metrotogene. Begge selskaber er en del af industri-konglomeratet Finmeccanica og arbejder sammen. De førerløse tog i den københavnske undergrund har dog været forskånet for større driftsproblemer.

Prisen på en hel udskiftning af Oslos sporvogne menes at løbe op i 2,3 milliarder kroner. Dem forsøger politikerne i den norske hovedstad nu at finde, skriver Ingeniøren.