Otte forskere på Riget har fået advarsler og påtaler

Skrevet af admin

22/01/2015

Mest læste i dag

Otte forskere på Rigshospitalet har fået en skriftlig advarsel eller en skriftlig påtale i forbindelse med deres brug af forskningsmidler til blandt andet private formål og købsaftaler med et familiemedlems private firma, skriver Jyllands-Posten.

Det er det foreløbige resultat af Region Hovedstadens undersøgelser af lægers brug af forskningsmidler, som blev iværksat efter Jyllands-Postens afsløringer i 2013-14 af fremtrædende overlægers brug af forskningsmidler til private og ekstravagante formål.

Det fremgår af en redegørelse til politikerne i forretningsudvalget i Region Hovedstaden forud for et møde i næste uge.

Regionen har ifølge den seneste redegørelse afsluttet otte personalesager, mens der arbejdes videre med yderligere to - en fra Rigshospitalet og en fra Bispebjerg Hospital. Alt i alt 10 personalesager.

I fem sager er forskerne sluppet med en påtale, mens der er uddelt advarsler i tre af de afgjorte sager.

I januar rejste Københavns Politi tiltale mod en fremtrædende overlæge for bedrageri af særlig grov beskaffenhed og underslæb af særlig grov beskaffenhed for cirka 2,8 millioner kroner.

Yderligere fire overlæger er blevet politianmeldt.

Der er tale om fremtrædende hjertelæger, der nu er sigtet for bedrageri, underslæb, tyveri og dokumentfalsk for i alt omkring 6,5 millioner kroner. De nægter sig alle skyldige, oplyser Københavns Politi ifølge Jyllands-Posten.

Rigsrevisionen er ved at undersøge, hvordan forskningsmidler bliver forvaltet i Danmark.

/ritzau/