OVERBLIK: Her er meningen med Obamas sundhedsreform

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident vandt en stor sejr med torsdagens dom fra højesteret, som har givet grønt lys til de tilskud, der er kernen i reformen.

Her er et overblik over reformen og nogle af de tvister, der har været, siden den blev søsat i 2009:

* USA's kontroversielle sundhedsreform bliver populært kaldet "Obamacare". Officielt hedder den "Patient Protection and Affordable Care Act".

* Den blev vedtaget i Kongressen i 2010, og siden har den været igennem et stormvejr af sager og modstand.

* Torsdag vandt præsident Obama en stor sejr, da højesteret afgjorde en helt central tvist. Højesteret har afgjort, at amerikanerne kan købe forsikringerne med statstilskud inden for sundhedsreformen.

* Loven har skabt dyb splid i USA, da folk skulle tvinges til at sørge for sygesikring, hvilket ifølge kritikere er en krænkelse af grundlæggende borgerrettigheder. Der har tidligere været retssager om Obamacare.

* Republikanere har raset over reformen, som er blevet beskyldt for at være en katastrofe for amerikansk økonomi.

* Sundhedsreformen skal sikre adskillige millioner mennesker sygesikring.

Reformen indeholder blandt andet disse tre vigtige punkter:

* Forsikringsselskaber må ikke afvise folk, der allerede har en sygdom eller lignende.

* Reformen giver børn mulighed for at være en del af forældrenes sundhedsforsikring, indtil de er 26 år.

* Virksomheder med flere end 50 ansatte skal fra 2015 stå for de ansattes forsikring.

Kilde: BBC og Obamacarefacts.com

/ritzau/