For mens Fisker Automotive reelt er gået konkurs, så svømmer Tesla tilsyneladende i penge, og det får nu ejeren og direktøren Elon Musk til at afsløre, at han vil tilbagebetale sit statslån før tid. I hvert fald afslører han ifølge nyhedsbureauet Bloomberg, at han »sandsynligvis« allerede onsdag vil betale de 465 millioner lånte dollar tilbage.
Både Fisker Automotive og Tesla hoppede med på vognen med statsgaranterede miljøteknologi-lån fra de føderale myndigheder, der blev søsat i et forsøg på at stimulere den amerikanske økonomi i finanskrisens første år. Mens Fisker Automotive knækkede halsen på finansierings- og produktionsproblemer - samt en række uheldige hændelser - så kunne Tesla i begyndelsen af maj fremvise sit første regnskab med overskud på bundlinjen.
Regnskabet fik interessen for selskabet til at stige, og til trods for mange spekulanter har sat penge på, at aktien vil kollapse, er aktiekursen steget med raketfart. Det har Elon Musk udnyttet til at rejse endnu 452 millioner dollar på børsen via en kapitaludvidelse, og det er de midler, han nu kan bruge til at komme ud af statens favn.
Der er ellers intet hastværk. Lånet er sat til at skulle tilbagebetales senest i 2022. Teslas aktiekurs er steget med 166 procent i år. Samlet set har Tesla Motors ind til videre rejst lidt over en milliard dollar i forbindelse med udviklingsarbejdet og produktionen af elbiler, skriver Bloomberg.