Overraskende vinder i Abu Dhabi efter tysk sammenbrud

Skrevet af admin

18/01/2015

Dagens topnyheder

Golfstjernen Martin Kaymer brød fuldstændigt sammen på sidstedagen af Abu Dhabi HSBC Golf Championship, da tyskeren satte en stor føring over styr på de sidste 18 huller.

I stedet endte den 22-årige franskmand Gary Stal med at triumfere i De Forenede Arabiske Emirater.

Martin Kaymer forpassede dermed sin fjerde turneringssejr i Abu Dhabi, som næsten var at regne for en formalitet.

Inden sidstedagen havde sidste års US Open-vinder slået et hul på seks slag til den nærmeste forfølger, belgiske Thomas Pieters.

Samlet var tyskeren 20 slag under par efter tre gode runder torsdag, fredag og lørdag, og intet tydede derfor på et kollaps søndag. Men 30-årige Kaymer overraskede negativt og sluttede af med en runde i tre slag over par.

Det betød, at Gary Stal ganske uventet kunne overtage førstepladsen med en runde i 65 slag - syv under banens par.

Også nordirske Rory McIlroy kæmpede sig frem og endte med at støde Martin Kaymer helt ned på tredjepladsen. Belgiske Thomas Pieters endte på fjerdepladsen.

Bedste dansker blev Morten Ørum Madsen på en delt 12.-plads - syv slag efter Gary Stal.

Franskmanden kan rejse hjem med en check på 380.000 euro svarende til 2,8 millioner kroner. Martin Kaymer kan trøste sig med, at han tager fra Abu Dhabi med lidt over en million kroner.

/ritzau/