Overskud i DAT - for 11. år i træk

Regnskabet for 2013 viser et resultat før skat på 24,5 millioner kroner, mod 18,6 millioner kroner i 2012.

Det er et resultat, der betegnes som tilfredsstillende, set i lyset af de gældende markedsforhold.

Omsætningen rundede 500 millioner kroner på niveau med 2012, og egenkapitalen udgjorde ved årsskiftet 95 millioner kroner.

DAT Koncernen har i løbet af 2013 gennemført en refinansiering af hele flyflåden. Finansieringen har 10 års løbetid, og vil fremadrettet give besparelser på de årlige renteomkostninger, ligesom refinansieringen bidrager til en stabil udvikling i likviditeten.

- Det er rigtig tilfredsstillende, at to danske banker støtter op om DAT, så vi kan fortsætte vor strategi med primært at eje flyene selv. Samtidig giver det os mulighed for at udskifte nogle af de ældste fly med nyere, siger direktør Lars Høeg.

DAT har i 2013 fået fodfæste på et nyt segment, nemlig seriecharter til feriedestinationer. Således er der indgået en 3-årig aftale med Primo Tours, ligesom der er indgået kontrakter med flere andre for sommeren 2014.

- Vi føler, at kunderne har taget godt imod os. Vi leverede i sommeren 2013 i alt 106 rotationer med chartergæster og kunderne har udtrykt stor tilfredshed med vor præcision og service ombord. Samtidig udskifter vi nu vort MD83 til en langt mere brændstoføkonomisk Airbus 320, så vi forventer stille og roligt at udvikle dette segment i vor forretning, fortæller direktør Jesper Rungholm og fortsætter:

- Derudover har vi haft mange spændende kontrakter rundt omkring i verden, herunder vor kontrakt med Coca Cola, som netop nu flyver på 8. måned over hele Jorden med det originale VM-trofæ på FIFA World Cup Trophy Tour. Flyet slutter sin rundtur i Brasilien her op til VM’s begyndelse, slutter Jesper Rungholm.

DAT forventer fortsat positiv indtjening i 2014 på et niveau, der ikke ligger lavere end i 2013.

DAT beskæftiger godt 300 medarbejdere i Danmark og Litauen.

 

Dagens Gossip