Påstået terrorist med 'bombe' ville true sig til kontanter i pengeløs bank - stak skuffet af på damecykel

Skrevet af Ronja Ryde

21/01/2015

Mest læste i dag

Tirsdag formiddag fik Nordsjællands Politi en anmeldelse fra en bank på M. D. Madsens vej i Allerød.

Her havde en mand netop været inde i filialen og truet personalet, fordi han ville have penge. Dette kunne dog slet ikke lade sig gøre, fordi banken er pengeløs.

Manden udtrykte på gebrokkent engelsk, at han ville have penge, at han var terrorist, og desuden at han havde medbragt en bombe i en plastikpose. 

Flere af de ansatte gik hen til manden og fik forklaret ham, at der ikke var nogen kontanter i banken.

Da virkeligheden gik op for den påståede terrorist, valgte han at forlade stedet, og kørte væk på en beige-farvet damecykel i ukendt retning.

 

Af politiet og vidner beskrives gerningsmanden som:

Mand, cirka 160 centimeter høj, spinkel af bygning, mørklødet og muligvis fra Mellemøsten, iført mørk hættetrøje med lynlås, sort/mørkt tørklæde for underansigtet, blå jeans, sorte snørestøvler, talte dårligt gebrokkent engelsk og medbragte mørk plasticpose.