Pædagoguddannelse: De studerende har selv et ansvar

Skrevet af admin

26/01/2015

Mest læste i dag

De studerende på en pædagoguddannelse har selv et ansvar for, at man bruger tiden uden for forelæsningslokalet fornuftigt, så man på den måde lever op til et fuldtidsstudie på 37 timer.

Det mener Ida Flachs, programchef for pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen UCC i København.

Hun mener ikke, at de 12 timers ugentlig undervisning, som de studerende på UCC får, er for lidt i forhold til udvikle gode kompetencer som pædagog.

- Jeg mener, at UCC kan stå inde for kvaliteten af den uddannelse, som man kan gennemføre på tre et halvt år, hvis man er fokuseret på sin uddannelse og arbejder 37 timer om ugen. Der er nemlig et fuldtidsstudie.

- De studerende skal anerkende, at man bliver nødt til at bruge 37 timer om ugen på sin uddannelse for at blive tilstrækkelig kompetent. Den resterende tid skal man bruge på gruppearbejde, læsning, vejledning og andre mulige arbejdsmetoder.

- Så det handler om at forstå den uddannelse, du går på, og det handler om at opfatte sig selv som et aktiv og som deltagende i de læringsmiljøer, der kan etableres i samspil med andre studerende, siger Ida Flachs.

Det er pædagogstuderende på Fyn, der i Fyens Stiftstidende kritiserer pædagoguddannelserne for at have for få timers undervisning på programmet.

Ida Flachs fastslår dog, at meget af undervisningen på uddannelsen i København er valgfri, og der på UCC er mange studerende, der vælger det fra.

- Undervisningen er langt han ad vejen et tilbud, som mange af de studerende af forskellige grunde ikke vil gøre brug af.

- Det kan derfor være nogle af de studerende, der ikke mener, at de får undervisning nok, der heller ikke dukker op til undervisningen, uden jeg dog vil generalisere, siger Ida Flachs.

For mindre end to uger siden var der også kritik fra de pædagogstuderende, hvor problemet dengang gik på, at de studerende ikke fik rettet deres opgaver.

/ritzau/