Pape: God moral at lægge kontanthjælpsloft frem

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

De Konservatives forslag til et nyt kontanthjælpsloft er "brutalt og vil "ramme børnene", lyder det fra landets socialrådgivere. Et udsagn, der pure afvises af partiformand Søren Pape Poulsen.

- At sige, at det rammer børnene er typisk for den danske debat, hvor man siger, at offentlige ydelser kun kan gå en vej, og det er opad, siger Søren Pape Poulsen.

- Vores udgangspunkt er, at vi skal have respekten tilbage for folk, der går på arbejde hver dag. Og når det er sagt, så har en enlig mor med to børn 17.500 kroner til sig selv efter skat og friplads i daginstitutionerne. Det kan man godt leve af, pointerer han.

Det konservative forslag indebærer, at en enlig på kontanthjælp med tre børn står til at miste 2956 kroner om måneden efter skat.

På samme måde vil et ægtepar med et barn, hvor begge er på kontanthjælp, samlet miste 4828 kroner per måned efter skat.

Venstre har siden 2012 arbejdet på at udforme et konkret loft over kontanthjælpen, men partiet har altså endnu ikke fremlagt nærmere beløb på det.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, har tidligere sagt til DR, at man ikke kan lægge et præcist tal for kontanthjælpsloftet frem på denne side af et valg med henvisning til, at det er "meget kompliceret at regne på".

Men nu er det altså lykkedes for Folketingets mindste parti at fremlægge konkrete beløb. Søren Pape Poulsen efterlyser ikke et konkret loft fra Venstre før valget, men kalder det "god moral" at lægge det frem.

- Hvis vores forslag kan være til inspiration for andre partier, så er vi da glade for det. Men hvert enkelt parti må jo gøre op med sig selv, om de vil lægge noget frem, men vi vil gerne lægge vores politik åbent frem, siger han.

- Man kan blive ved med at regne på det her i detaljer, men vi har valgt at sige, at vi har en principiel holdning til, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Jeg skal ikke bestemme, hvad andre partier gør, men for os handler det om god moral at fortælle det her.

/ritzau/