Parkeringslicens til beboerne ved Sydvestjysk Sygehus

- Baggrunden for indførelsen af licensen er, at beboere i området omkring sygehuset har svært ved at finde parkeringspladser ved deres bopæl. For at forbedre parkeringsmulighederne indføres parkeringslicensen for beboerne, så de kan parkere ud over de tidsbegrænsninger, der samtidig etableres i gaderne omkring sygehuset, siger Freddie H. Madsen (DF) fra Regionsrådet.

Høringsrunden
Der har først på året været en høringsrunde blandt beboere, institutioner og virksomheder i området, hvor der var flertal for at indføre parkerings-licensen samtidig med tidsbegrænsning for parkering i området øst for Torvegade.

Tidsbegrænsningen giver mulighed for at parkere i 2 timer mellem kl. 8 og 15 i hverdagene, hvis man ikke har en licens. Parkering i længere tid i området er kun muligt for beboere med en parkeringslicens.

Parkeringslicensen koster
Parkeringslicensen vil komme til at koste 400 kr. og gælder i fire år. Dette beløb dækker udgifterne til at udstedelsen.

Håndværkere vil gratis kunne få en parkeringstilladelse, som giver dem mulighed for at parkere i længere tid end tidsbegrænsningen angiver.

De ansatte på sygehuset
Ansatte på sygehuset opfordres til at parkere i det nye parkeringshus på Remisen. Patienter til sygehuset, der skal i ambulant behandling, kan parkere på pladserne omkring sygehuset, mens patienter i længerevarende behandling ligeledes opfordres til at benytte parkeringshuset.

- Der vil løbende blive fulgt op på, hvordan systemet fungerer, og hvordan parkeringsmønstret ændres efter indførelsen af licensen, så der kan foretages justeringer, hvis det bliver nødvendigt, slutter Freddie H. Madsen.

Bestil parkeringslicensen allerede nu
Det er muligt at bestille en parkeringslicens nu, mens selve restriktionerne indføres først i det nye år.

Foto: Regionsyddanmark

 

Dagens Gossip