Parlamentsformand i Myanmar: Stolt af nyt demokrati

Skrevet af admin

01/02/2016

Dagens topnyheder

Myanmar bevægede sig mandag ind i en ny politisk æra, da medlemmer af Aung San Suu Kyis prodemokratiske bevægelse gik ind i parlamentet i deres pastelfarvede orange uniformer og indtog deres pladser, efter at landet i årtier har været underkastet militæret.

Parlamentarikerne fra Den Nationale Liga for Demokrati, NLD, der højtideligt gik ind i parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw, symboliserer håbet om, at et nyt politisk daggry er på vej i landet, som holdt et historisk valg i november.

Suu Kyi, der har siddet i husarrest i 15 år, gik ind i parlamentet alene og uden at fremsætte kommentarer til pressefolk eller andre. Hun indtog en plads for sig selv under den korte åbningsceremoni, hvor hendes allierede, Win Myint, blev taget i ed som parlamentsformand.

- I dag er en dag, hvor vi kan være stolte af Myanmars politiske historie og overgangen til demokrati, sagde Win Myint i sin indsættelsestale.

Den nye regering står over for kæmpemæssige udfordringer med at genopbygge et af sydøstasiens fattigste lande efter næsten 50 år med en militærjunta.

- Det er et historisk øjeblik for vores land, siger den politiske aktivist Khin Zaw Win.

Myanmar skal nu vælge en ny præsident som efterfølger for præsident Thein Sein, den tidligere general, som i 2011 indledte dramatiske politiske og økonomiske reformer, som kulminerede med demokratiske valg.

Ifølge forfatningen kan den 70-årige Suu Kyi ikke selv sætte sig på posten, da hun blev gift og fik børn med en udenlandsk statsborger.

Hun har endnu ikke peget på en mulig kandidat til stillingen, men har tidligere sagt, at hun selv vil være "hævet over præsidenten". NLD har dog ikke forklaret, hvordan det helt konkret vil komme til at fungere.

Det ventes, at en præsident først vil blive udpeget senere i februar.

Militærets årtier lange styre har efterladt sig en arv med dårlig infrastruktur og skrantende sundheds- og uddannelsessystemer. Samtidig har Myanmar et korrupt embedsværk og en fattigdomsepidemi, der præger landet med 51,5 millioner indbyggere.

/ritzau/AFP