Pia K. kalder eget farvel Danmarkshistorie

15/09/2012 15:00

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Hænderne var smurt ind i et tykt lag klapsalve, da Dansk Folkepartis afgående formand, Pia Kjærsgaard, lørdag holdt sin afskedstale på partiets årsmøde i Herning.

I en tale på over 14 sider opsummerede partiets stifter og den ubestridte leder gennem 17 år sine bedrifter - og hvor hun samtidig lovede, at Dansk Folkeparti med tiden vil sætte sig på ministertaburetterne.

- Dansk Folkeparti bliver en del af en dansk regering. Det er ikke en trussel. Det er et løfte, siger Pia Kjærsgaard.

- Jeg har været på bjergtoppen ... det kommer. Måske ikke i min tid, men det kommer, lyder det fra Pia Kjærsgaard, i øvrigt med henvisning til Martin Luther Kings berømte "I have a dream"-tale i Memphis i 1968.

Dansk Folkeparti var op gennem 00'erne VK-regeringens faste makker under finanslovforhandlingerne.

Med regeringsskiftet er partiets rolle i den sammenhæng efter alt at dømme reduceret til et par kopper proforma-kaffe i Finansministeriet. Men det faktum slår ingen skår i glæden, hverken hos Pia Kjærsgaard eller blandt de delegerede på årsmødet.

- Det her bliver så min sidste tale som formand for Dansk Folkeparti. Det er måske nok ikke verdenshistorisk. Men dog lidt danmarkshistorisk, synes jeg godt, at jeg kan sige, uden at nogen skal opfatte det som utidigt praleri, siger Pia Kjærsgaard.

Hun fortsætter fremover som såkaldt værdiordfører, mens formandsposten senere lørdag bliver overtaget af partiets mangeårige gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, der er den eneste kandidat på valg.

- Jeg vil ikke være en grå eminence - det er simpelthen for kedeligt. Men måske med tiden en grand old lady, siger Pia Kjærsgaard om den kommende tid som ordfører for partiets værdier.

/ritzau/