Politi indleder efterforskning mod taxa-konceptet Uber

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

På baggrund af en anmeldelse fra Trafikstyrelsen har Københavns Politi nu indledt en efterforskning mod kørselskonceptet Uber.

Det oplyser advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra Københavns Politiets advokatur for Særlov til Ritzau.

- Anmeldelsen er blevet vurderet juridisk, og den er nu sendt videre til politiet med henblik på efterforskning, lyder det fra advokaturchefen.

I efteråret kørte en ny spiller ind og udfordrede den etablerede taxibranche i København. Det er den amerikanske app Uber, som er et koncept, hvor private bilejere tilbyder at samle personer op på gaden og køre vedkommende til en i forvejen aftalt destination.

Derudover tilbyder Uber også kunder at blive hentet i luksusbiler uden taxiskilt på taget til en omkring 20 procent højere pris.

Der gik ikke mere end 10 timer fra Ubers indtog i København, før Trafikstyrelsen anmeldte det amerikanske selskab for at overtræde loven om taxakørsel.

- Når man kører taxakørsel, skal man have taxabevis og vognmandstilladelse, og det har man ikke i Ubers nuværende setup. Derfor mener vi, at det er piratkørsel, sagde Mads Gundelund Gerlach, der er kommunikationsmedarbejder i Trafikstyrelsen, i november.

I første omgang bad politiet Trafikstyrelsen om yderligere oplysninger, blandt andet om, hvordan man havde forholdt sig til Uber i andre lande, og den information har styrelsen nu tilvejebragt og videregivet til politiet.

Hos politiets efterforskere af særlovssager oplyser Bertel Hejlesen, at man nu vil gå i gang med at behandle sagen.

Under et samråd torsdag i Folketingets Transportudvalg vurderede transportminister Magnus Heunicke (S), at det amerikanske kørselskoncept er på den gale side af den danske lovgivning, og at det sandsynligvis ikke er lovligt at bruge den nye app.

- Samkørsel er jo lovligt, og delebiler er fint, men Ubers koncept virker - i forhold til hvad jeg kender til det - som noget, der er på den anden side af, hvad vi kan tillade i Danmark, sagde Magnus Heunicke til TV2.

Uber selv er klar til at samarbejde med myndighederne.

- Hos Uber er vi opsat på at indgå i en konstruktiv dialog med relevante myndigheder og andre interessenter, mens vi fortsætter med at skabe innovative løsninger inden for rammerne af dansk lovgivning, udtaler Alex Czarnecki, International Launcher, i en mail til Ritzau.

- I lighed med alle andre europæiske markeder, ønsker vi i Danmark at samarbejde med de rette myndigheder for at sikre en høj grad af sikkerhed, og at frit valg og fri konkurrence får de bedste vilkår til fordel for den økonomiske vækst, hedder det videre.

/ritzau/