Politichefs kone og barn forlod café kort før gidseldrama

Skrevet af admin

20/12/2014

Mest læste i dag

Hans ansigt er blevet kendt verden over efter denne uges gidseltagning på en café i Sydney, hvor to gidsler mistede livet.

Nu viser det sig, at den øverste politichef i den australske delstat New South Wales, Andrew Scipione, var tæt på selv at blive personligt involveret i dramaet.

Hans kone og datter befandt sig nemlig på Lindt-caféen, kort før gerningsmanden Man Haron Monis trådte ind på stedet og indledte det gidseldrama, der efter 16 timer også skulle vise sig at blive Monis' eget endeligt.

Ifølge Scipione forlod hans kone og datter caféen en time inden gidseltagningen.

- De tog ind til byen med mig for at gå på julehandel. Mor og datter har en lille tradition med at tage derind, lytte til julesalmer, kigge i butikker, og uden at jeg vidste det, var de også taget til Martin Place for at besøge Lindt-butikken, siger Scipione i et interview med radiostationen 2GB ifølge The Sydney Morning Herald.

Politichefens familie blev vist rundt i caféen af bestyreren Tori Johnson, der mistede livet under gidseltagningen, og som siden af flere er blevet beskrevet som en meget vellidt ung mand.

- Der har været trist hjemme hos os, fordi specielt min kone Joy har tænkt på denne unge mand. Hun har sagt: "Andrew, han var så åben og så omsorgsfuld. Han var meget, meget varm og venlig, og han er ikke længere iblandt os". Det bringer stadig mange tårer frem, fortæller Andrew Scipione i interviewet.

Han kalder den seneste uge for en af de hårdeste i sin tid som politichef i New South Wales.

Det er ikke klart, hvad der præcist skete, da politiet stormede caféen natten til tirsdag lokal tid. Derfor er det stadig uvist, hvordan de to gidsler mistede livet.

Der er iværksat en undersøgelse, som skal skabe klarhed over forløbet.

/ritzau/