Flere politifolk forsøger mandag at få fat i en bestemt mand, der mistænkes for at have skudt en anden i hovedet i Køge.
- Vi ved, hvem vi leder efter, siger politikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi mandag eftermiddag.
- Han har været til stede i lejligheden, tilføjer han.
Det var ved 23.30-tiden, at der pludselig blev affyret et skud i en lejlighed på Parkvej i Køge.
En 25-årig blev ramt i hovedet. Han var heldig. Efter nogle timer kunne politiet fortælle, at den sårede var uden for livsfare. Den sårede er fra Holbæk.
I alt var der seks personer til stede i lejligheden.
Foreløbig har politiet ikke klarlagt motivet, men man mener, at der var tale om et drabsforsøg.
- Men vi tror, det var en bevidst handling, siger politikommissær Ove Pedersen til Ritzau.
Ejeren af lejligheden og tre andre er mandag eftermiddag i øvrigt fortsat tilbageholdt af politiet.
Teknikere undersøger lejligheden mandag, men våbnet er ikke dukket op.
Indtil videre tilbageholder politiet navnet på den mistænkte. Betjente har været i sving på flere adresser i Storkøbenhavn i et forsøg på at få ham i tale.
/ritzau/