Politiet slår på ny til mod bandefolk i København

En række hættetrøje-klædte bandemedlemmer vakte forinden opsigt i det københavnske gadebillede, og det fik flere borgere til at slå alarm. Derfor valgte Københavns Politi helt rutinemæssigt at stoppe de såkaldte LTFere i deres biler ved Jarmers Plads i indre København.

»Flere borgere bemærker, at de kører gennem byen, og derfor stopper vi dem. Det er helt rutinemæssigt, at vi stopper bandemedlemmer og rockere, når vi møder dem på gaden,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Olsen, til bt.dk.

Han vurderer, at der var omkring 20 LTFere ved Jarmers Plads. De blev alle tjekket, om de skulle have et udestående med politiet eller SKAT, og samtidig blev deres biler gennemsøgt. Det forløb stort set uden problemer, men en enkelt modsatte sig kontrollen og blev derfor anholdt.

»En enkelt blev anholdt, fordi han råbte og skreg. Han blev anholdt og sigtet, men er nu løsladt igen,« siger vagtchefen.

Loyal to Familia er en ny gruppering, der så dagens lys i januar og udspringer af Blågårds Plads-banden. Gruppen har optrådt særdeles synligt i gadebilledet de seneste måneder, og medlemmerne markerer deres sympati åbenlyst med hættetrøjer påtrykt »Famlia BGP« - en henvisning til Blågårds Plads.

 

Dagens Gossip