Politiformand er rystet over sårede betjente

Skrevet af admin

14/02/2015

Mest læste i dag

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt er faglig repræsentant for de tre politifolk, som lørdag blev såret i skyderi ved et debatarrangement på Østerbro i København.

Betjentene blev såret af skud fra en eller flere gerningsmænd, som angreb debatarrangementet, hvor den svenske Muhammedtegner Lars Vilks medvirkede.

- Det er forfærdeligt, og jeg er selvfølgelig rystet. Men jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket. Det glæder mig dog, at de tilsyneladende er uden for livsfare, fortæller Claus Oxfeldt til Ritzau.

I januar var politifolk blandt de dræbte, da satiremagasinet Charlie Hebdo blev angrebet i Paris, og det faktum spiller også ind hos Claus Oxfeldt.

- Det tænker man da over, men vi ved ikke, om politifolkene har været egentlige mål, siger Claus Oxfeldt.

Ud over de tre betjente, som blev såret ved skyderiet, er en uidentificeret mand blevet dræbt.

/ritzau/