Politikere langer ud efter Mette Frederiksen efter nytårstale: "Det er vælgerbedrag"

Skrevet af Mathias Busekist

01/01/2021
Der er mange, der påpeger, at hendes tale var mangelfuld.

Dagens topnyheder

I kølvandet på Mette Frederiksens nytårstale, er mange af landets politikere taget til tasterne, hvorefter de har delt deres holdninger på blandt andet Twitter. 

Blandt disse finder man Pernille Vermund, som savnede, at Mette kom ind på de selvstændige erhvervsdrivende.

"De mennesker i Danmark, som har betalt allermest herhjemme, er de selvstændige erhvervsdrivende. De fik fjernet deres livsgrundlag, og deres tilværelse blev kastet ud i usikkerhed, da samfundet lukkede ned 11. marts. Dem glemte Mette Frederiksen," siger Pernille Vermund til B.T. 

Mette Frederiksen sagde i sin tale, at vi kan forvente, at coronarestriktionerne fortsætter i to-tre måneder endnu, hvorfor man skal indstille sig på at gå en kedelig vinter i møde. 

Det er dog også en fremtid, som er usikker for mange, herunder de selvstændige erhvervsdrivende, mener Pernille Vermund. 

"De selvstændigt erhvervsdrivende går et usikkert forår i møde. De har mange medarbejdere, som er truede på jobbet. Det er en fejl, at hun ikke gik ind og anerkendte alle dem," siger Pernille Vermund til B.T. 

Søren Pape angriber Mette

Søren Pape kalder Mette Frederiksens tale for en 'opsummering af året, der gik'. Han fortæller, at han er enig i langt det meste af det, hun sagde, da vi alle hylder sammenholdet. 

Han langer dog samtidig ud efter Mette, da man mener, at hun aldrig kom med konkrete svar.

"I oktober lovede hun, at der kommer en sundhedsreform i 2021. Men det hørte vi intet om. Vi hørte heller intet om, hvordan vi skal redde de små selvstændige, som er under et kæmpe pres lige nu. Hun undgik de svære emner," lyder det fra Søren Pape til B.T. 

Messerschmidt savnede minkgate

Morten Messerschmidt lægger ikke skjul på, hvad han savnede i talen.

"Statsministeren burde have hængt grundloven på væggen. Den har hun tydeligvis mere brug for at studere end Rings i øvrigt smukke høst-billede. Hvad blev der af minkgate. #magtarrogance," skriver Morten Messerschmidt på Twitter. 

Morten Messerschmidt er dog ikke den eneste, som langer kraftigt ud efter Mette Frederiksen. Det samme gør Kristian Thulesen Dahl, formanden for Dansk Folkeparti.

Han bider mærke i en passage i talen, hvor Mette Frederiksen kom ind på udlændinge. Hun kom med et udspil til, at udlændinge i Danmark, som ikke har fast arbejde, skal bidrage med, hvad der svarer til en 37 timers arbejdsuge. 

"Det er sådan set fint, at udlændinge ikke kan sidde passive på overførselsindkomst. Men det bekræfter bare, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet løber fra det, de sagde i valgkampen," siger Kristian Thulsen Dahl.

"Det virker til, at S har lagt hele hjemsendelsespolitikken på hylden, selv om de stod fast på, at udlændinge som udgangspunkt skulle sendes hjem igen, så snart det var muligt. Det, mener jeg, er vælgerbedrag," siger han slutteligt til B.T.