Populær tv-vært: Døde jeg?

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Det vakte enorm opmærksomhed, da den velkendte og elskede tv-vært Jon Stewart efter 17 års ansættelse tirsdag aften offentliggjorde, at han stopper som vært på det populære tv-program "The Daily Show".

Faktisk kom de mange reaktioner helt bag på hovedpersonen selv, der valgte at reagere på den overvældende opmærksomhed i sit show den efterfølgende aften. Det skriver ABC News. 

- I går aftes surfede jeg rundt på internettet, og mit spørgsmål til jer er: Døde jeg? Fordi det virker, som om jeg døde, jokede den 52-årige amerikaner, der i 2010 blev kåret til USA's mest indflydelsesrige mand.

Jon Stewarts overraskende bekendtgørelse har især skabt røre i underholdningsindustrien og i politiske kredse, hvor der nu spekuleres over, hvad tv-værtens næste job bliver.

Og selv er hovedpersonen endnu ikke sikker.

- Det er en overvældende dag, som I kan forestille jer. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg nu skal lave, sagde Jon Stewart onsdag foran rullende kameraer.

Jobtilbuddene er dog allerede begyndt at trille ind. Den amerikanske fastfood-kæde Arby's var hurtigt ude på de sociale medier, hvor de spøgefuldt forsøgte at kapre den karismatiske tv-vært. Og det var ikke en helt afvisende Jon Stewart, der svarede på kædens henvendelser. 

- Ved I hvad, det kunne måske være sjovt at arbejde der. Mit eneste spørgsmål som fremtidig medarbejder er, om jeg ville være nødt til at arbejde med, servere, røre, spise eller overhovedet se på, hvad I så generøst beskriver som mad?, spurgte tv-værten retorisk.

Jon Stewart har i sin tid på "The Daily Show" været med at hente en Emmy-pris til programmet.

Newspaq