Prins Charles i Jordan: Vil bygge bro mellem religioner

Skrevet af admin

07/02/2015

Dagens topnyheder

Storbritanniens prins Charles er dybt bekymret for Mellemøstens kristne, der bliver forfulgt, fordrevet og dræbt.

Det siger den 66-årige tronfølger i et interview forud for hans besøg i Jordan, hvor han ankom lørdag.

En talsperson for det britiske kongehus siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at prinsen mødes med kristne flygtninge lørdag. Søndag mødes han med Jordans kong Abdullah II.

Af sikkerhedsårsager er der ikke offentliggjort mange detaljer omkring prinsens besøg i Jordan.

Prinsen skal også besøge Kuwait, Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, skriver dpa.

Forud for afrejsen sagde Charles i et interview med BBC, at han ønsker at gøre opmærksom på de kristnes situation i Mellemøsten.

- Det er vanskeligt at forstå, hvordan troende fra én trosretning kan slå andre troende ihjel, sagde han.

I interviewet, som BBC har offentliggjort et kort klip fra, drøfter prinsen og journalist Diane Louise Jordan, hvad der kan gøres for at bygge bro og skabe forståelse mellem kristne og muslimer i Mellemøsten.

På det seneste har prins Charles også besøgt blandt andet syrisk-ortodokse kirker i Storbritannien.

- Jeg ønskede at vise solidaritet med dem og dyb bekymring for, hvad så mange af de østlige kristne kirker gennemgår i Mellemøsten - og hvad kan jeg gøre ud over at vise bekymring, sympati og forståelse, sagde prins Charles til BBC.

Interviewet sendes i fuld længde på BBC Radio 2 søndag aften.

/ritzau/