Putin og Merkel opfordrer til våbenhvile i Ukraine

Skrevet af admin

31/01/2015

Dagens topnyheder

Lad være med at slås.

Sådan lyder en opfordring fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, til de stridende parter i Ukraine.

De tre ledere har lørdag drøftet krisen over telefonen, og de er enige om at opfordre til våbenhvile, siger den russiske ledelse i Kreml i en erklæring.

Ifølge oplysningerne udtrykker de ønske om, at våbenhvile vil stå centralt i de drøftelser, der foregår i Minsk i Hviderusland, hvor Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) forsøger at få den ukrainske ledelse og oprørerne til at enes..

- Der blev udtrykt håb om, at spørgsmålet om en hastende våbenhvile og tilbagetrækning af tunge våben vil stå centralt på dagsordenen, hedder det i erklæringen fra Kreml.

Der har på det seneste været tiltagende krigshandlinger mellem den ukrainske hær og de prorussiske separatister i den sydøstlige del af Ukraine.

Parterne blev i efteråret enige om en række tiltag, der skulle tage luften ud af konflikten, herunder også en våbenhvile.

Denne våbenhvile er dog under stort pres.

/ritzau/Reuters