Putin vil hæve priserne for gas til Ukraine

Skrevet af admin

24/06/2015

Mest læste i dag

Præsident Vladimir Putin siger, at Rusland ikke vil kunne give Ukraine den samme nedsættelse i priserne på gas som tidligere. Udtalelsen kommer få dage før Rusland, Ukraine og EU mødes til endnu en runde gasforhandlinger.

- Gaspriserne for Ukraine bør være på linje med dem, som betales af lande som Polen, siger den russiske præsident, som onsdag ledede et regeringsmøde i Moskva.

Det russiske Gazprom har sagt, at Ukraine vil blive afkrævet 287 dollar (1912 kroner) per 1000 kubikmeter uden rabat i tredje kvartal, hvor det betalte 247 dollar (1646 kroner) i andet kvartal med en rabat.

Rusland og Ukraine har i årevis haft uenigheder om gaspriserne og om Ukraines gæld til Rusland for de naturgasleverancer, som ukrainerne har været afhængige af.

Norge har for nylig passeret Rusland og tilbageerobret positionen som den største leverandør af naturgas til Vesteuropa.

Det opfattes som en konsekvens af EU's forsøg på at gøre sig mindre afhængig af russiske energiforsyninger - blandt andet som følge af utilfredsheden med Ruslands rolle i det østlige Ukraine.

/ritzau/Reuters