Radikale bryder med regeringens kurs i statsborgerskabssager

Skrevet af admin

28/05/2015

Mest læste i dag

Knap er valgkampen kommet i gang, før Radikale Venstre melder ud stik imod det, der har været SR-regeringens officielle linje på udlændingeområdet og som så sent som i sidste uge blev bekræftet af justitsminister Mette Frederiksen (S).

For det er ikke rimeligt, at udlændinge automatisk skal have udsat deres statsborgerskab i tre år, fordi de har fået en færdselsbøde på 3000 kroner, siger indfødsretsordfører Marlene Borst Hansen til politiken.dk.

- Jeg anerkender, at der er nogle færdselsforseelser, der kan være ret grelle, men jeg må sige helt gennemgående, at med nogle af de eksempler, der har været fremme, må man sige, at det kan være op til Indfødsretsudvalget at tage stilling.

- Og det tror jeg godt, vi magter, siger Marlene Borst Hansen til politiken.dk.

Hun bakker dermed op om eksempelvis Enhedslisten og SF, der har foreslået, at Folketingets Indfødsretsudvalg skal have mulighed for at give dispensation i den slags sager.

- Det er der jo nogle, der har foreslået, og det, synes Radikale Venstre sådan set, er et udmærket forslag, fastslår Marlene Borst Hansen over for politiken.dk.

Den radikale melding får dog en kold skulder af justitsminister Mette Frederiksen (S), der så sent som i sidste uge på vegne af regeringen afviste selvsamme forslag fra Enhedslisten og SF.

- De Radikale må jo have de holdninger, de har. Jeg har ikke tænkt mig at lempe på adgangen til dansk statsborgerskab, fastslår ministeren over for politiken.dk.

Sagen om bøder, der forhindrer statsborgerskab, er kommet i centrum efter en række opsigtvækkende eksempler på, at bøder har udskudt statsborgerskab i tre år - til stor forargelse på begge politiske fløje.

/ritzau/