Region behandler depressioner digitalt

Skrevet af admin

08/12/2013

Dagens topnyheder

Som en forsøgsordning kan man nu tilmelde sig 10 ugers gratis behandling mod depression hjemme fra sin stue uden at være henvist af en læge.

Behandlingen lanceres mandag og foregår gennem videosamtaler og interaktive øvelser foran computeren.

Den danske psykiatri har lange ventelister, og det vil man nu forsøge at rette op på i Region Syddanmark der er blevet udvalgt til forsøgsordningen, forklarer Kim Mathiasen, der er psykolog og leder for projektet.

- Færre skulle gerne nå at blive alvorligt syge af depression, og dermed kan man også frigive nogle hænder til at koncentrere sig om de patienter, som har behov for en lidt mere kompleks og fleksibel behandling.

- På sigt kunne den betyde, at man får en aflastning af praksissektoren og måske også en aflastning af hospitalspsykiatrien, siger han.

Projektet vil gælde for behandling af borgere med "let til moderat" depression.

Kim Mathiasen understreger, at tilbuddet ikke skal ses som en erstatning for en normal praksis med personligt fremmøde, men det har potentiale til at få flere til at gå i behandling.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver hver femte dansker ramt af en desperation på et tidspunkt i deres liv, men kun halvdelen får den nødvendige behandling.

De seneste 15 år har flere lande benyttet sig af videokonsultationer. Sverige har haft et digitalt behandlingstilbud siden 2005, og ifølge Psykiatrien i Syddanmark viser en undersøgelse derfra, at flere lader sig behandle med ordningen.

- Region Syddanmark er blevet udvalgt til at køre denne ordning som et storskalaforsøg. Hvis der kommer gode resultater ud af det her, så vil man hurtigst muligt rulle det ud i de andre regioner, men det er stadig for tidligt at sige hvornår, siger Kim Mathiasen.

Projektet i Region Syddanmark kører frem til september 2014.

/ritzau/