Rekordlang kø af patientklager: Et års ventetid på svar

Skrevet af admin

04/01/2015

Dagens topnyheder

Patienter, der klager over lægefejl og sjusk i sundhedssystemet, må vente mere end et år på svar, selv om der er politiske krav om væsentlig kortere ventetider, skriver Politiken mandag.

Nye tal fra Patientombuddet, der tager sig af klagerne, viser, at antallet af sager i 2014 nåede et rekordstort niveau på cirka 7000.

Det er en stigning på 65 procent siden 2011, da klageorganerne blev samlet.

Direktør i Patientombuddet Steffen Egesborg Hansen vurderer, at den stærkt kritiserede gennemsnitlige ventetid på 13 måneder i 2013 ikke blev bedre sidste år.

For fem år siden tog det under 10 måneder at behandle en typisk sag. Klagesystemet er "meget udfordret", som direktøren siger.

- Vi har desværre ikke knækket kurven. Særligt er det vanskeligt for os at følge med i den store stigning af klager, siger Steffen Egesborg Hansen til Politiken.

Når patienterne klager, beder halvdelen af dem om, at Patientombuddet retter en generel kritik af et helt behandlingsforløb.

Den anden halvdel vil have kritikken rettet mod bestemte navngivne læger eller andre sundhedsansatte. For den sidstnævnte gruppe klagesager er ventetiden i snit helt oppe på omkring 17 måneder.

Formand for organisationen Danske Patienter, Lars Engberg, mener ikke, at de lange sagsbehandlingstider er holdbare:

- Den nemme løsning er, at der skal flere ressourcer til at behandle klagerne. Det er dødvigtigt, at sagsbehandlingstiderne ikke bliver så lange, at patienterne opgiver på forhånd at klage, siger Lars Engberg til Politiken.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil ikke kommentere de lange ventelister over for Politiken nu, men afventer en evaluering af Patientombuddet, der ventes klar om kort tid.

Det mildner ikke Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

- Det er dybt utilfredsstillende, og det undrer mig gevaldigt, at ministeren ikke i tide har reageret, da de røde lamper begyndte at lyse, siger Sophie Løhde til Politiken.

/ritzau/