Rekordmange sager for EU's svindelkontor sidste år

Skrevet af admin

02/06/2015

Dagens topnyheder

2014 blev endnu et travlt år for EU's antisvindelenhed, Olaf.

Chefen, Giovanni Kessler, er ikke meget for at tale om igangværende sager. Men ved præsentationen af kontorets årsrapport tirsdag i Bruxelles glæder han siger over, at 2014 var mere travlt end nogensinde.

- Vi har koncentreret os om de sager, hvor der er størst behov, og hvor vores indsats virkelig kan gøre en forskel, siger Kessler på et pressemøde.

Ifølge Olaf kan der hentes i alt 6,7 milliarder kroner tilbage til EU-budgettet fra de 397 sager, der er blevet lukket i 2014. Det er dog ikke antisvindelenheden selv, der skal sørge for, at det sker.

Blandt de mere spektakulære afsluttede sager nævnes en sag fra Polen, hvor en sending containere fra Kina viste sig at indeholde 21 ton ulovlig gødning og ukrudtsmidler. Halvdelen af sendingen var pakket i neutrale dåser i kasser med navne på kendte mærker.

Der er også en speget tysk-italiensk sag om et kriminelt netværk, der smøg sig uden om at betale skatter og afgifter af cigaretter produceret i EU. Det skete gennem et sindrigt system, der involverede både fiktiv og reel eksport samt smugling til og fra lande uden for EU.

I EU's egne rækker er en ansat ved en af EU's institutioner blevet taget i at lave falske rejsebilag. Den tidligere medarbejder skal over en periode på syv år have fået refunderet billetter for 1,36 millioner kroner mere, end vedkommende faktisk havde rejst for.

Olaf modtog i 2014 informationer om 1417 nye sager, hvor enten private eller offentlige myndigheder havde mistanke om, at der blev svindlet med EU-midler. Af dem kommer kun to fra Danmark - begge fra private anmeldere.

Det samlede tal er en stigning fra året før, hvor der var 1294 nyanmeldte sager. Og en fortsættelse af tendensen fra de foregående år.

Det er dog ifølge Olaf-chefen ikke nødvendigvis udtryk for, at der faktisk bliver svindlet mere. Blot at flere sager bliver anmeldt.

/ritzau/