Den danske riffelskytte Torben Grimmel sikrede onsdag endnu en dansk nationsplads ved OL i Rio næste år.
Det skete med en fjerdeplads i disciplinen 50 meter liggende - 60 skud. OL-pladsen blev sikret ved et World Cup-stævne i Aserbajdsjan.
OL i Rio kan blive Torben Grimmels femte OL. I Sydney i 2000 vandt han sølv i netop denne disciplin med en kaliber 22-riffel.
I onsdagens finale lå han en overgang nummer to, men han sluttede lige uden for podiet.
- I finalen kan alt jo ske, og desværre blev det ikke til nogen medalje denne gang, men jeg er glad for at sikre Danmark endnu en nationsplads til Rio.
- Kun en smule metal kunne have gjort dagen i dag bedre. Jeg er både glad og stolt, siger Torben Grimmel i en pressemeddelelse fra Dansk Skytte Union.
Dansk skydning har med dagens succes tre OL-nationspladser til OL i Rio. Der er tale om nationspladser, hvor der først bliver sat navn på skytten senere. Skytten, der skyder pladsen hjem, er altså endnu ikke sikker på OL-udtagelse.
/ritzau/