Rusland: Sanktioner strider mod sund fornuft

Skrevet af admin

16/02/2015

Mest læste i dag

Det russiske udenrigsministerium siger, at det vil svare igen "med et passende svar" på nye sanktioner fra EU på grund af konflikten i Ukraine.

Moskva siger, at sanktionerne ikke bidrager til en løsning på konflikten.

- Sanktionerne er i strid med sund fornuft. De kommer dagen efter indførelsen af en våbenhvile, hedder det i reaktionen.

En kendt russisk sanger, der udtrykte støtte til Ruslands annektering af Krimhalvøen, er omfattet af EU-sanktionerne sammen med to russiske viceforsvarsministre.

Den 77-årige russiske veteransanger Iosif Kobson, der er blevet kaldt Ruslands Frank Sinatra, står på listen i EU-Tidende mandag. Den nye runde EU-sanktioner omfatter i alt 19 russere og ukrainere samt ni organisationer.

Blandt de ramte er den russiske viceforsvarsminister Anatolij Ivanovitj på grund af den rolle, som han har spillet ved at støtte indsættelsen af russiske soldater i Ukraine, hedder det i EU-Tidende.

Desuden rammer sanktionerne viceforsvarsminister Arkadij Bakhin for at have spillet samme rolle.

Blandt de øvrige på listen er to medlemmer af det russiske parlament, Joseph Kobson og Valerij Rashkin, samt regionale ministre, højtstående embedsmænd og regionale ledere i de selvudråbte "folkerepublikker" i det østlige Ukraine.

EU har opført 14 ukrainere på listen. De er alle militære eller politiske figurer i de selverklærede republikker Donetsk og Lugansk.

EU siger, at sanktionsskruen, som også rammer en del foretagender, bliver strammet yderligere, hvis en ny fredsplan for det østlige Ukraine ikke bliver ført ud i livet.

/ritzau/AFP