Russisk oppositionsleder gør oprør mod husarrest

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnij siger, at han ikke længere vil acceptere betingelserne for sin husarrest. Han har derfor selv fjernet en armlænke, som politiet havde sat på for at kunne overvåge hans bevægelser.

Navalnij, der er advokat og blogger, stod i spidsen for en række massedemonstrationer mod præsident Vladimir Putin for tre år siden.

Han blev 30. december idømt en betinget straf for angivelig svindel, som dog af oppositionen opfattes som et rent påskud for at få ham fjernet fra den politiske scene.

Navalnijs bror er blevet idømt tre års ubetinget fængsel for den påståede svindel.

For næsten et år siden blev Navalnij sat i husarrest i forbindelse med en anden sag, og han har sagt, at han burde løslades efter retsafgørelsen sidst i december, hvor han fik en betinget dom.

Men Navalnij blev tilbageholdt, og han siger, at han må være den eneste russer, der bliver siddende i husarrest efter at have fået rettens ord for, at han er fri.

- Jeg nægter at gå ind på betingelserne omkring min illegale tilbageholdelse i husarrest. Armlænken er nu med noget besvær blevet fjernet med en køkkensaks, skriver han på sin blog.

Navalnij opfordrede efter dommen over sin bror sine tilhængere til at samle sig nær Kreml og protestere, hvilket førte til noget håndgemæng og anholdelser af en del demonstranter dagen før nytårsaften.

- Dette regime har ingen ret til at eksistere, det bør tilintetgøres, sagde han om Putins styre.

EU sagde i en erklæring samme dag, at "sagen mod Navalnij synes at være politisk motiveret".

Samme melding kom fra USA's udenrigsministerium, der talte om en foruroligende udvikling i Rusland, som har til formål at straffe og forhindre politisk aktivisme.

I 2007 indledte Navalnij en antikorruptionskampagne ved at købe sig ind i statskontrollerede selskaber for at kunne stille kritiske spørgsmål på generalforsamlingerne.

/ritzau/AFP