Rygere ser sig selv som ikke-rygere

Nej, mener størstedelen af de danskere, der ikke ryger dagligt. En undersøgelse om danskernes rygevaner lavet af Gallup for Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at 34 procent af dem, der ryger ugentligt, opfatter sig selv som ikke-rygere.

Det er et stort problem, mener overlæge Inge Haunstrup Clemmesen fra Kræftens Bekæmpelse.

»Hvis man ikke opfatter sig selv som ryger, tænker man også, at det ikke er farligt, for man ryger jo ikke rigtigt. Men vi ved, at selv et lille forbrug af cigaretter skader og øger risikoen for sygdomme. Så på den måde snyder man virkelig sig selv,« siger hun.

Overlægen gætter på, at forestillingen om, at man ikke er ryger, selv om man nogle gange tillader sig selv et lille hiv, bunder i et ønske om at ville leve sundt og gøre det rigtige.

»Jeg har selv været en af dem, og jeg tænkte, at når jeg ikke røg hver dag, så var jeg ikke ryger. Jeg tror, det var en måde at sige til mig selv, at jeg havde kontrol over det, at det ikke var farligt, for jeg havde jo styr på det,« siger hun.

»Jeg ved ikke, om andre også har det sådan, men det var sådan, det var for mig. Men man kan jo stadig blive syg, selv om man kun ryger ved enkelte lejligheder,« siger Inge Haunstrup.

Derfor vil Kræftens Bekæmpelse gerne have, at der bliver gjort mere for at fortælle danskerne, at det kan være skadeligt at ryge, også selv om det bare er engang imellem.

»Vi skal være opmærksomme på det her. Det er rigtig ærgerligt, hvis man egentlig gerne vil leve sundt. At man ender med at blive syg alligevel, fordi man havde overset, at hver eneste cigaret indeholder skadelige stoffer, som man trækker ned i lungerne og får ud i kroppen. Vi vil oplyse folk, så de kan tage en informeret beslutning om, hvorvidt det er det, de vil,« siger Inge Haunstrup Clemmesen.

Mens 34 procent af de danskere, der ryger ugentligt, opfatter sig som ikke-rygere, gælder det samme for 79 procent af dem, der ryger sjældnere end hver uge.

Undersøgelsen viser også, at omkring 17 procent af den danske befolkning i 2013 røg hver dag, Det svarer til næsten en million danskere.

 

Dagens Gossip