S tager nyt middel i brug for at vinde vælgerne tilbage

Skrevet af admin

27/12/2014

Dagens topnyheder

Frem til folketingsvalget i det nye år tager Socialdemokraterne nye metoder i brug for at få vælgernes opbakning, skriver Avisen.dk.

Efter flere år med beskyldninger om løftebrud vil statsminister Helle Thorning-Schmidts parti genvinde tilliden ved hjælp af såkaldte stuemøder, hvor S-kandidater møder en mindre gruppe vælgere på en privat adresse.

- Frem mod det næste valg arbejder vi systematisk med at få vores kandidater ud og møde vælgerne i deres dagligstuer til stuemøder, fortæller Dan Holt Højgaard, der er kampagnekonsulent for Socialdemokraterne, til Avisen.dk.

Til et stuemøde mødes en kandidat med mellem fem og 10 borgere og diskuterer politik. Formålet er, at afstanden mellem kandidat og vælger bliver mindre, og at politikeren bliver klogere på borgerens hverdag.

- Blå bloks fokus på løftebrud gør, at det arbejde bliver endnu mere nødvendigt, siger Dan Holt Højgaard.

Socialdemokraternes brug af stuemøder begyndte op til kommunalvalget i 2013, og det er første gang, at partiet systematisk vil bruge møderne ved et folketingsvalg.

Siden sommerferien har omkring 10 kandidater afholdt mellem 20 og 30 stuemøder, men den aktivitet vil stige.

Kampagnekonsulenten forventer, at omkring halvdelen af de 93 folketingskandidater vil deltage i disse møder. Heriblandt cirka 10 ministre og omkring halvdelen af folketingsgruppen.

Stuemøder giver god mening, da de passer ind i fortællingen om Socialdemokratiet. Det mener Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor og kampagneforsker ved Københavns Universitet.

- For nogle år siden begyndte partiet igen at stemme dørklokker, og stuemøder lægger sig op ad den tendens. Partiet vil gerne signalere, at det lytter, og at det giver sig tid til at møde almindelige mennesker, siger hun til Avisen.dk.

/ritzau/