Særligt sensitive voksne deler erfaringer i Kolding

”Her er jeg normal, når jeg ikke ”smalltalker”. Det er rart.” Ordene kommer fra en af deltagerne i Erfaringsgruppen for særligt sensitive voksne, som her i foråret mødes hver anden søndag på Cafetik Refugiet i Kolding.

Gruppen består af helt almindelige voksne, som blot har det tilfælles, at de er særligt sensitive. Den er startet af TrivselsGuide Anette Christensen fra Vejle, som også selv er særligt sensitiv.

Mange særligt sensitive har gennem barndommen følt sig anderledes, og følelsen af at være ”forkert” sniger sig ofte ind i selvopfattelsen.

- Når et menneske, som gennem hele sit liv har følt sig anderledes eller forkert, genkender sig selv i beskrivelsen af det her personlighedstræk, er det som om alting falder på plads. Det er næsten magisk, fortæller Anette Christensen.

Hun oplever ofte, at den nye indsigt gør det lettere at håndtere de udfordringer og den overbelastning, som også kan være forbundet med at tage ekstra mange sanseindtryk ind.

Både introverte og ekstroverte

Judy Reimer er en af deltagerne i Erfaringsgruppen. Hun har for nyligt fundet ud af, at hun er særligt sensitiv.

- Det er utrolig rart at få en større forståelse for, hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg er en ekstrovert (udadvendt) type, og det betyder, at jeg både har fuld fart på og har brug for ro. Det er en udfordring, når man på den måde har foden på bremsen og speederen på samme tid. Men forståelse og nye redskaber hjælper.

Andre i gruppen er, som flertallet af de særligt sensitive, mere introverte (indadvendte). Lettelsen er stor over ikke længere at føle sig som den eneste, der har det sådan:

- Jeg blev så glad, da Anette den første gang sagde, at vi i pausen ikke skulle føle os forpligtede til at være sociale, hvis vi havde mest brug for at være lidt alene og bare lade alle indtrykkene synke på plads, lyder det fra Lærke N. Hansen, som straks bakkes op af Kristina Skovdal, der også er glad for at være en del af den nye gruppe.

Flere grupper er på vej

Anette Christensen arbejder på at få gang i flere grupper – også i andre byer.

- Jeg starter en Erfaringsgruppe op, når der er 5-7 interesserede i en by, fortæller hun.

- Ved hvert møde holder jeg et lille oplæg om, hvordan man kan leve bedst muligt som særligt sensitiv. Og så går snakken henover bordet. Der er tydeligvis et stort behov for at møde andre, som også mærker, føler og tænker dybere over tingene, tilføjer hun.

 

Dagens Gossip