SAS piloter skyder spareplan ned

Ledelsen i det kriseramte skandinaviske flyselskab SAS har fået ekstra problemer at spekulere på.

De danske piloter i SAS nægter at skrive under på den omfattende spareplan, som ledelsen i den skandinaviske luftfartsgigant i går præsenterede som et ultimativt krav for selskabets fremtidige overlevelse, skriver politiken.dk.

- Vi har fået et konkret udspil til en ny overenskomst, som vi har brugt mandagen og tirsdagen til at gennemgå. Vi kan ikke skrive under på et ultimatum, som vi ikke kender virkningen af, siger Lars Bjørking, formand for Dansk Pilotforening, der repræsenterer de danske piloter i SAS til politiken.dk.

Piloterne skal gå ned i løn med omkring 15 procent, har SAS-ledelsen spillet ud med. Er SAS-ledelsen lydhør, er piloterne klar til ny dialog.

- Vi vil gerne have en dialog med ledelsen om, hvad fremtiden skal bringe. Vi har allerede lavet et oplæg, der indeholder 10 til 15 procents yderligere besparelser udover de 35 procent, som vi har leveret siden 2009. Vi er interesseret i en løsning og vil hellere end gerne lave en løsning med SAS. Det kan vi komme hurtigt og vi kan også lave løsningen hurtigt, siger Lars Bjørking.

SAS skal i alt spare cirka 2,6 milliarder kroner. Godt 800 personer kan se frem til en fyreseddel.

Kilde: Politiken.dk

 

 

Dagens Gossip