SAS-topchef har intet at give medarbejderne

- Mit forhandlingsmandat er meget begrænset, siger koncernchef i SAS Rickard Gustafson til TV2 News.

SAS-chefens klare udmelding kommer, efter at han har indkaldt flyselskabets danske medarbejdere til en række møder om baggrunden for den omfattende spareplan, som man løftede sløret for mandag.

Han understreger, at møderne i København ikke er forhandlingsmøder, men nødvendige dialogmøder, der skal give de ansatte en bedre forståelse for ledelsens planer.

- Det her er så stor en omvæltning, at jeg som leder må ud og fortælle vores medarbejdere om, hvorfor vi er nødt til at gennemgå det her. De er nødt til at forstå helheden for at kunne tage stilling til det her. Og det er præcis, det vi gør nu, siger han.

Selv kalder han ikke spareplanen for et ultimatum, men erkender, at ledelsen ikke ser andre udveje end at gennemføre planen.

- Vi har fremlagt en plan, som vi er nødt til gennemføre fuldt ud for at få opbakning fra vores ejere og banker. Det er klart, at det lyder meget ultimativt, siger Rickard Gustafson.

Tirsdag har SAS' kabinepersonale i Danmark meddelt, at størstedelen af medlemmerne ikke vil deltage i dialogmøderne.

Kabinepersonalet, SAS Cabin Crew, er oprørt over, at ledelsen gennem medierne har appelleret direkte til Cabin Crew i stedet for til kabinepersonalets fagforening, Cabin Attendants Union, CAU.

- CAU medgiver, at der er tale om en ekstraordinær situation, men det giver ikke carte blanche til at forbryde sig mod de regler, der udgør fundamentet for forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i Danmark, siger presseansvarlig i CAU Christian Møller til Ritzau.

Fagforeningen forventer, at ledelsen i SAS vil optage forhandlinger med CAU, der repræsenterer omkring 1400 danske kabineansatte i SAS.

SAS fremlagde mandag en massiv spareplan på 2,6 milliarder kroner og frasalg af flere aktiver.

 

Dagens Gossip