Schweiz udleverer endnu en Fifa-person til USA

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

De amerikanske myndigheder kan se frem til at få fløjet endnu en person til USA i forbindelse med hele korruptionsskandalen i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Onsdag godkendte de schweiziske myndigheder at udlevere Rafael Esquivel fra Venezuela til USA, og Esquivel har 30 dage til at appellere afgørelsen, skriver Reuters.

Esquivel er tidligere præsident for Venezuelas fodboldforbund og medlem af eksekutivkomitéen i Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol.

De schweiziske myndigheder oplyser i en meddelelse, at Esquivel er mistænkt for at modtage bestikkelse i forbindelse med marketingkontrakter om sport.

Det har ifølge myndighederne haft massiv indflydelse på konkurrencesituationen for tv-rettigheder i forbindelse med en lang række udgaver af fodboldturneringen Copa America og handler om store millionbeløb ifølge det føderale justitskontor i Schweiz, FOJ.

- Andre marketingfirmaer i sportsverdenen blev stillet i en ufordelagtig situation, og de berørte fodboldforbund blev afholdt fra at kunne forhandle mere fordelagtige marketingkontrakter, skriver FOJ i meddelelsen.

Dette er konkurrenceforvridende i forhold til schweizisk lov om unfair konkurrence, lyder det videre fra FOJ, der meddeler, at en udlevering er godkendt, fordi "indholdet i den amerikanske udleveringsansøgning også er strafbart i forhold til schweizisk lov."

Forleden blev udleveringen af Eugenio Figueredo fra Uruguay også godkendt i Schweiz. Den 83-årige tidligere vicepræsident i Fifa og tidligere vicepræsident i Conmebol har ligeledes 30 dage til at appellere beslutningen ifølge schweizisk lov.

Begge var en del af de arresterede, da schweiziske myndigheder på anmodning fra USA slog til i forbindelse med Fifa-kongressen i maj.

Her blev flere Fifa-medlemmer og andre forretningsfolk anholdt i forbindelse med den økonomiske korruption for mere end en milliard danske kroner.

Anholdelserne kom, kort før Fifa skulle vælge præsident den 29. maj. Den nuværende Fifa-præsident, Sepp Blatter, der ikke er under anklage i hele sagen, nægtede at trække sig og blev genvalgt. Fire dage senere valgte han dog at trække sig fra posten.

Der vælges ny Fifa-præsident den 26. februar 2016.

/ritzau/