Schweizere køber Danmarks mest læste avis

Det schweiziske mediehus 20 Minuten AG køber MetroXpress Danmark A/S, som står bag to af Danmarks mest læste dagblade - metroXpress og 24timer.

MetroXpress er Danmarks mest læste dagblad, og tilsammen har de to aviser et læsertal på cirka 730.000. Det samlede oplag på de to titler er på cirka 350.000 eksemplarer.

Det er først den 1. januar 2013, at 20 Minutten AG overtager alle aktierne i MetroXpress Danmark.

Metro International SA ejer på nuværende tidspunkt 51 procent af aktierne, mens henholdsvis A-pressen og JP/Politikens Hus hver har 24,5 procent.

- Vi har været glade for vores ejerandel, men gratis dagblade er ikke længere et strategisk satsningsområde for JP/Politikens Hus, siger koncerndirektør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov til politiken.dk.

JP/Politikens Hus har været medejer af MetroXpress Denmark siden 2008, hvor gratisavisen 24timer blev en del af selskabet.

Efter salget vil JP/Politikens Hus ikke længere være at finde på markedet for gratis dagblade.

Hvor meget schweizerne betaler for gratisaviserne fremgår ikke af pressemeddelelsen. Det fremgår dog, at der er tale om et lavt tocifret millionbeløb i euro.

Der er ingen oplysninger om, hvorvidt salget vil få betydning for læserne eller medarbejderne.

MetroXpress A/S beskæftiger cirka 80 medarbejdere, og har en omsætning på 25,5 millioner euro, svarende til 190 millioner kroner.

Købet i Danmark er Tamedias andet udenlandske engagement. I 2007 stod Tamedia bag en lancering af det gratis dagblad L'Essentiel sammen med det luxembourgske mediehus Editpress.

20 Minuten AG er et selskab i den schweiziske mediegruppe Tamedia AG.

 

 

Dagens Gossip