Sct. Michaels Skole endte på en flot 2. plads

Sct. Michaels skole i Kolding var sammen med over 600 andre skolebørn med til det store stævne – Landsfinalen i Skolernes Skakdag, fordi skolen i februar havde deltaget i Skolernes Skakdag. Her trænede eleverne sig i at holde fokus, koncentration og tænke fremad under mottoet: ”Det skal være sjovt at blive klogere”.

Til Landsfinalen blev der holdt fokus gennem 5 skakkampe mod elever fra andre skoler, da der skulle kæmpes om at blive ’Årets Skakskole 2014’. Udover dysten på skakbrættet bød dagen på underholdning med Jacob Riising og medaljer til alle.

Selv om ’Årets Skakskole 2014’ med 111 point gik til Vestfjends Skoleskak, kunne Sct. Michaels skole med 100 point indtage en delt 2. plads sammen med Kirkebakkeskolen i Vejle. Fra Kolding deltog også Bakkeskolen med 12 elever.

Forælder og kredsformand for Vejle-kredsen, som Sct. Michaels skoleskak er en del af, Henrik Clausen siger:

- Fra Sct. Michaels Skole har vi prioriteret at have en så stor spredning på holdene som muligt. Det betød, at alle hold bestod af elever fra 1. til 5. klasse. Det bedst placerede hold havde endda en spredning fra 1. til 7. klasse! Det giver eleverne en helt særlig oplevelse og sammenhold at kunne deltage i en fælles aktivitet på tværs af så mange klassetrin og aldre.

Det var således anden gang, at skolen var med til Landsfinalen og endnu engang havde alle elever en rigtig god dag, så der var høj stemning i bussen både på ud- og hjemvejen.

- Det var en dejligt dag, og jeg kunne godt lide, at der blev delt mad ud til alle. Det var også godt, at der var medaljer til alle, der deltog. Ligesom det var sjovt at skulle gætte, hvor mange mælkelåg, der var i det store rør, siger Caterina Wul Micalizio, der er elev i 3x.

Sct. Michaels Skole planlægger at fortsætte med skoleskak, fordi skolen ser, at også de elever, der ikke altid råber højest, får succesoplevelser og eleverne opdager, at det sagtens kan være sjovt at blive klogere.

Landsfinalen i Skolernes Skakdag 2014 blev arrangeret af Dansk Skoleskak og Børnenes Hovedstad, Billund i samarbejde med Skolemælk, Politiken og Spar Nord Fonden.

 

Dagens Gossip