Se billederne: Velkommen hjem kære Landsoldat

For snart halvanden år siden drog Landsoldaten af sted på værksted for atter at vende hjem til sin faste plads ved Prinsens Port en solskinsdag i marts.

Hjemkomsten blev dog først fejret ved en officiel modtagelse tirsdag den 1. april med kanonsalutter, sang og musik. Unge og ældre var mødt op på Landsoldatpladsen, som i dagens anledning var iklædt Dannebrog.

Dagens konferencier, formand for Kultur- og Idrætsudvalget Lars Ejby Pedersen, startede med at byde velkommen og gav derefter ordet videre til borgmester Jacob Bjerregaard.

I sin tale nævnte borgmesteren blandt andet den indre uro, som man mærker, når noget vigtigt er væk og sluttede af med at spørge fredericianerne, om de nu kunne mærke roen igen, mens han kiggede på Landsoldaten, der stod på sin vante plads med en krans om halsen.

Bagefter gik oberst og garnisionskommandant Susanne Bager på talerstolen efterfulgt af tre kanonsalutter, som sendte en mindre chokbølge gennem de fremmødte på pladsen og vækkede de eftermiddagstrætte.

Dagen bød også på musik og sang med det Slesvigske Musikkorps mens byens egne danske landsoldater marcherede frem og tilbage og skabte god stemning. Trinitatis Pigekor førte, på smukkeste vis, an ved fællessang og sang yderligere to danske sange.

Arrangementet sluttede af i fællessang dengang jeg drog af sted, som også blev sunget ved afsløringen af Landsoldaten tilbage i 1858 på ni års dagen for udfaldet. Bagefter var alle inviteret til et mindre traktement i Gl. Hovedvagt, hvor man kunne få varmen og nyde synet af den hjemvendte tapre landsoldat.

 

Dagens Gossip