Selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt unge mænd

661 personer begik selvmord i 2012. 494 af dem var mænd. Mænd begik således tre gange så mange selvmord som kvinder. Mændene er derudover overrepræsenteret i stort set alle aldersgrupper og i flere af dem er selvmordet den hyppigste dødsårsag, skriver Jyllands-Posten.

I 2012 var det tilfældet for mænd mellem 20-24 år og den større gruppe af mænd i alderen 30-49 år.

Eksperterne er ikke overraskede over den store forskel i kønnenes selvmordsrater.

»Mænd tænker på, hvad der kan gøres, når de har det dårligt psykisk snarere end at søge trøst og omsorg,« siger Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet.

Forskellen i kønnenes selvmordsrate har været stort set uændret gennem de seneste år.

»Mange mænd får, når de har det dårligt, den oplevelse, at deres nærmeste relationer er en belastning i stedet for en ressource - derfor trækker mange mænd sig fra familie og venner, når de får det dårligt,« siger Svend Aage Madsen.

Han peger desuden på en øget tendens til psykiske lidelser hos mænd som medvirkende til forskellen mellem de to køn og mener, at der kan være mange mænd, som går med psykiske lidelser, der ikke er opdaget.

»Mange af de psykiske lidelser kommer først for alvor til udtryk i de tidlige 20ere. Hvis mændene ignorerer lidelsernes faresignaler, bliver det kun værre, og selvmordet kan være sidste udvej,« siger Svend Aage Madsen til Jyllands-Posten.

 

Dagens Gossip