Sent Napoli-mål stopper Inters pokaldrømme

Skrevet af admin

05/02/2015

Dagens topnyheder

Gonzalo Higuain blev helten i Napoli, da hjemmeholdet vandt 1-0 over Inter og nåede semifinalen i den italienske pokalturnering.

Argentineren udnyttede, at Inter-spillerne sov efter et indkast fra Napoli tre minutter inde i dommerens overtid. Han bankede bolden ind bag Inter-målmand Juan Pablo Carrizo, og sikrede en sejr, som i virkeligheden var ganske fortjent.

Gonzalo Higuain havde selv misbrugt adskillige chancer i første halvleg, og Napoli skabte en del mere end gæsterne. Særligt i den sidste del af kampen.

Mauro Icardis forsøg efter et kvarter i første halvleg havde dog fortjent bedre end at ramme stolpen. Der kunne Inter være kommet foran, og så havde kampen måske ændret sig.

- Holdet arbejdede godt, og vi er i storform i øjeblikket, siger målscorer Higuain ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi skal udnytte situationen, for vi spiller nærmest hver tredje dag. Jeg takker holdkammerater og fans. Det er vigtigt, at vi arbejder hårdt, så kommer resten, siger han videre.

Napoli skal møde Lazio i to semifinalekampe, en i begyndelsen af marts og returkamp i begyndelsen af april. I den anden semifinale mødes Fiorentina og Juventus.

/ritzau/