Serbien chokerer Brasilien og vinder U20-VM

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Serbien formåede lørdag morgen dansk tid at hjemføre nationens første VM-titel for U20-landshold, da holdet overraskende slog favoritterne fra Brasilien med 2-1 efter forlænget spilletid i finalen.

Det afgørende mål blev sat ind i 118. minut af Nemanja Maksimovic for øjnene af chokerede brasilianske spillere, der ellers havde domineret kampen og skabt rigeligt med chancer.

Serbiens vej til triumfen har været utrolig, eftersom holdet i samtlige fire kampe i knockout-fasen - finalen inklusiv - har vundet efter forlænget spilletid eller endda straffesparkskonkurrence.

Brasilien har også skrantet lidt på vejen, men efter semifinalesejren på hele 5-0 over Senegal var det ellers et brasiliansk hold med selvtillid, der mødte op til finalen.

Stanisa Mandic scorede finalens første mål, mens Manchester United-talentet Andreas Pereira udlignede kort efter på en fantastisk solopræstation.

Serbien har som selvstændig nation aldrig tidligere vundet turneringen, og efter slutfløjtet fik følelserne frit løb hos de serbiske spillere, der viste alt fra hulkende glædesgråd til ekstatisk jubel.

/ritzau/