Siden 1995 er den danske produktivitet kun vokset med 0,77 procent om året, mens fremgangen i Sverige, Tyskland og Holland er mere end dobbelt så stor og oppe på 1,64 procent. USA topper blandt de rige lande med en årlig vækst på hele 1,77 procent.
Det fremhæver Produktivitetskommissionen i en ny analyse »Danmarks produktivitet – hvor er problemerne?«, skriver business.dk.
Rapporten er den første i en række, der udsendes i år, og som graver sig ned i problemerne bag de senere års svage produktivitetsudvikling i Danmark. Produktivitetskommissionens forslag til løsninger på problemet kommer først senere og i to nye analyser, som skal udkomme før sommerferien.
Men professor ved Københavns Universitet og formand for Produktivitetskommissionen, Peter Birch Sørensen, siger, at svag konkurrence på grund af et lille hjemmemarked og manglede internationalisering er vigtige årsager til servicefagenes lave vækst i produktiviteten.
»Den svage konkurrence betyder, at virksomhederne kun har lille tilskyndelse til at finde på nye og smartere måder at gøre tingene på, som kunne gøre dem mere effektive og konkurrencedygtige,« siger han til business.dk.
Også andre analyser fra blandt andet OECD og de økonomiske vismænd har peget på, at det især er servicefagene, som trækker den danske vækst i produktiviteten ned. Men at serviceerhvervene ud over svag konkurrence også står med et andet problem, nemlig forholdsvis få højtuddannede medarbejdere og en lav grad af internationalisering, har ikke tidligere været fremhævet.
»Hvis andelen af højtuddannede i den danske servicesektor hæves til amerikansk niveau, vil produktiviteten i Danmarks servicesektor skønsmæssigt stige med godt ti procent. Og en højere produktivitet i serviceerhvervene vil både gavne forbrugerne og vores internationale konkurrenceevne, blandt andet fordi industrien så vil kunne få billigere serviceleverancer,« siger Peter Birch Sørensen.
Tilsammen udgør de private service-erhverv over halvdelen af Danmarks økonomi og en stadigt stigende andel af beskæftigelsen. Derfor har det særlig stor betydning, at produktiviteten i disse brancher har udviklet sig sløjt.
De private serviceerhverv dækker over mange forskellige typer virksomheder og eksempelvis forretninger, transportfirmaer og advokater.
Analysen viser, at det er over en bred kam, at serviceerhvervene sakker agterud – dog lige på nær dem, der er udsat for international konkurrence. Det er eksempelvis skibsfarten, de store rederier, flyselskaber, og dele af den finansielle sektor, der er mest konkurrenceudsatte servicefag herhjemme, og som derfor har en produktivitet, der er fuldt på højde med eller endda over udlandets niveau.
Et fælles træk ved serviceydelser er, at de er sværere at handle med internationalt end fysiske varer. En årsag er, at de i højere grad kræver kontakt mellem kunde og producent.
En frisør skal eksempelvis være fysisk til stede for at kunne klippe en kunde. Serviceydelser, der kan handles som rådgivning eller forsikringsydelser, støder også typisk ind i reguleringsmæssige og sproglige barrierer, der er større end ved varehandel.
Trods dette går 20 procent af alle de ydelser, som servicefagene producerer, til eksport, fremhæves det i rapporten. Det tal er dog primært drevet af de danske rederier, der transporterer en stor del af den globale handel med varer.
Fraregnes transportbranchen samt den del af engroshandlen, der beskæftiger sig med eksport af varer til udlandet, er eksporten i de resterende private serviceerhverv helt nede på fem procent af deres samlede produktion. Det betyder, at de ikke møder samme hårde konkurrence som mere eksportorienterede virksomheder, hvilket er med til at dæmpe effektiviteten og gøre udviklingen i produktiviteten mindre gunstig.
