SF: Kom nu ud af busken Thorning

Skrevet af admin

30/05/2015

Dagens topnyheder

Nu må statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) komme ud af busken og åbent og ærligt siger til vælgerne, hvad hun mener om dagpengespørgsmålet i almindelighed og forslaget om en halvering af genoptjeningsperioden i særdeleshed.

Det siger SF's politiske ordfører, Jonas Dahl.

SF har lørdag indgået en uformel alliance med Dansk Folkeparti om, at partierne vil kræve af en kommende statsminister - uanset om det bliver Thorning eller Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen - at der som minimum skal findes penge til en halvering af genoptjeningsperioden.

En alliance, som Socialdemokraternes justitsminister - og ubestridte nummer to i partiets magthierarki - Mette Frederiksen kalder for "et pr-stunt" og "en gratis omgang".

- I går kunne Socialdemokraterne og statsministeren godt melde ud, at man ikke vil hæve udviklingsbistanden fremover. Hvorfor kan man så ikke også sige, hvad man mener på dagpengeområdet, spørger han.

- Jeg kan ikke forstå, at man ikke bare kan sige, hvad man synes. Jeg opfordrer statsministeren til at komme ud af busken og sige, om hun synes, at en halvering af genoptjeningsperioden er en god idé, siger Jonas Dahl.

Socialdemokraterne har flere gange - således også lørdag - sagt, partiet ønsker et dagpengesystem, hvor "færre falder ud".

Men hvor mange færre, og hvordan det i givet fald skal ske, vil man ikke svare nærmere på med henvisning til, at dagpengekommissionen skal "have arbejdsro".

Jonas Dahl understreger, at spørgsmålet om genoptjening ikke får partiet til at pege på andre statsministre end Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/